Overbevisende og sikker 3-0-sejr i første træningskamp

26. januar 2019 - skrevet af Asger Madsen - kategori: Senior

1 - 0 Jesper Halling

2 – 0 Simon Engberg

3 – 0 Jesper Halling

Årets første træningskamp mod RB 1906 Sjællandsseriehold blev til en sikker 3-0-sejr.

Dagens modstander, der inden forårssæsonen ligger til oprykning til Danmarksserien, var en fin træningsmodstander, men måtte kampen igennem løbe mange meter uden bold.

Det var en veloplagt og stor trup på hele 19 mand, der var sat til dagens kamp, og Manager Morten Skovby var da også tilfreds med at få set størstedelen af bruttotruppen i aktion. I det hele taget var alle omkring holdet glade for første gang i år at have en hel bane til rådighed, som på dagen var flyttet til Tølløses fine kunstbane, da kunstbanen på Borgmestergårdsvej ikke kan benyttes pga. en kombination af manglende vedligehold og vejrforhold, som derfor har gjort opstarten til en meget vanskelig opgave for trænerteamet.   

Dagens kamp gav uofficiel debut til den tidligere Kalundborg spiller Emil Dahlmann, der ligesom den nye/gamle Andrew Kakooza fik vist sig frem for trænerteamet.

Kampen igennem var Holbæk mandskabet i kontrol og i de perioder, hvor de satte tempo i spillet, blev RB´s mandskab da også sat massivt under pres og med undtagelse af en enkelt dobbeltchance til Roskilde-drengene, så foregik det meste af kampen på Holbæks præmisser.

Truppen ser med en enkelt undtagelse intakt ud fra den foregående sæson, hvor Marcus Carlsson, der har valgt at hellige sig sin nye rolle som far, er den eneste der ikke har tilkendegivet at spille i blåt til den kommende sæson, og det lover rigtig godt for at fastholde den kontinuitet, som har været så vigtig i den foregående sæson.